Sharon Jones and the Dap-Kings er soul af den dybeste, hedeste og mest medrivende slags.
Fredag 17. februar står de på scenen i Koncerthusets Studie 1.
Sweatshop, der består af de tre erfarne herrer Kuku Agami, Jonas Rendbo og Daniel Fridell, er klar med deres første hele album-udgivelse The Getaway.
Læs resten på WOTSbloggen.
Læsere af Walkerellahbloggen ved , at de tre herrer ofte har stået for mange af mine festligt funky aftener på Barbarellah.
Her er en video jeg optog med Xperia til releaseaften på Ideal bar .
Et alternativ til Pixibøgerne og de klassikse godnathistorier.
Har ikke afprøvet den på mine egne børn, men har i voksenhøjde moret mig godt over denne;
Så blev det til to besøg i Danmark i 2011 . Koncerten i Vega var fremragende, og lørdagem til NPGfestival ligeså.
Stilet, effektfyldt opdateret Motownsoul, bakket op af et hårdtspillende band og Raphael som den karismatisk, charmerende frontmand.
Good man spillede han begge gange, og et gensyn med vidoen kræver en post på bloggen.
Elsker stemningen i billederne, handlingen og teksten. Alt går op i en højere enhed, og selv om det bygger videre på en US soultradition, er det klasser bedre end mange tilsvarende radiokunstnere pt.
Prince .
Alt det lørdagen ikke var, blev søndagen til overflod. Både musikalskt , og med fyrværkeri , som der var dobbelt op på .
Sætlisten , planket fra min ven Nikolaj Mangurten Lassen
Instrumental Intro (Prince on drums)
Funky (with Larry Graham, Nikka Costa, Prince on bass)
Stand! (with Larry Graham, Nikka Costa, Hypnotic Brass Ensemble, Prince on bass)
The Jam (with Larry Graham)
Controversy
Let's Go Crazy - Delirious - Let's Go Crazy (reprise) (with Janelle Monae)
1999 (with Janelle Monae)
Little Red Corvette
Nothing Compares 2 U (with Shelby J.)
Take Me With U (with Andy Allo)
Anotherloverholenyohead
Empty Room
D.M.S.R.
Pop Life (inc. Scrapple From The Apple)
Musicology (inc. Prince And The Band - Tighten Up)
The Look Of Love (by Andy Allo)
[Sampler Set*]
When Doves Cry*
Nasty Girl (instrumental)*
Hot Thing*
Sign "O" The Times*
Darling Nikki (instrumental)*
Mr. Goodnight*
I Would Die 4 U*
If I Was Your Girlfriend
Purple Rain
Kiss
The Bird
Jungle Love
A Love Bizarre (with Janelle Monae, Larry Graham, Nikka Costa, Hypnotic Brass Ensemble)
Jeg optog også lidt video med Andy Allo´s fremførsel af Look of love.
YouTube har fjernet videoen fra deres visninger, så det er altså her du skal blive hængende.
Hermed 14 minutters herlig musikhistorie og en fantastisk historie med afsæt i mordet på Knud Lavard.
Det er virkelig svulstig lyrik og højdramatiske vers, der emmer af vold og blod fra en tid hvor man sloges for alvor mand til mand.
Vi havde godt gensyn med en tur til Fristaden og senere en (lidt for) sweetsoulet og intim reggaekoncert med sangeren Sheldon Irvin og Pharphar på trommer.
Da vi er ude og trække frisk luft, feeder vi telefoner mod hinanden og Snarf optager.
Det er der kommet et nummer og en musikvideo ud af.
Hermed knopskyder Walkerellahbloggen som "The original pokeblog".
Facebook har funktionalitet til at finde og forbinde venner på kryds og tværs. En irsk ven har længe kørt "Pokes" / "Prik" på sine nærmeste, og nu må det faneme være nok.
Hermed knopskyder Walkerellahbloggen med indlæg fra "The original pokeblog".
Facebook har funktionalitet til at finde og forbinde venner på kryds og tværs. En irsk ven har længe kørt "Pokes" / "Prik" på sine nærmeste, og nu må det faneme være nok.
Jeg har aldrig selv været sådan en , der kunne noget med at være hip med rock, eller dansk rock for den sags skyld. Navne som Dizzy miss Lizzy, Psyched up Janis og Kashmir gled ubesværet af på mig, og det er først på afstand at jeg har fået en fornemmelse for deres betydning, og ikke mindst deres lyd.
Jeg er melankolsk af hjerte, ihvertfald den del , der er reserveret musikken, og på trods af min umiddelbare macho-udstråling og ageren (haha), blev jeg aldrig officielt fan af Saybia. Det skræmte mig vel sagtens, at skulle tage stilling til et band , der var eksponenter for "klynkerock". I dag ser man afsmittende effekt på dansk hiphop, omend det er en anden historie.
Ikke desto mindre rørte det noget i mig, da jeg en eller anden aften omkring årtusindskiftet vel sagtens, så en koncert på DR1 med Saybia. Den var optaget på Trekroner, og jeg blev alligevel lidt imponeret og fanget af stemningen.
Stemningen var fed med naturlys og fakler i midsommeraftenen og lokationen passede perfekt til musikken. Faktisk var der var noget befriende upræstensiøst over Søren Huss´s klagende tone på en ø , hvor der kun lige var de nærmeste fans og havmåger til stede.
Man behøvede simpelthen ikke at frygte skilte, tilråb, flyvende fadøl eller andre mishagsytringer. Performancen var var intenst på en insisterende måde og det var overraskende godt tv.
Så henslængt i sofaen følte jeg mig godt underholdt, og tænkte at det var lige godt Saddam.
Jeg har efterfølgende haft stor, stor årelang fornøjelse af mit kendskab til vel nok den bedste danske hemmelige musikvideo, eller skulle jeg retteligt skrive animation, nemlig til sangen ; The second you sleep.
Det er min gode ven fra tiden i Slap-af lejligheden, Frans aka Spaceman Snarf aka Dj Ævlen etc , der sammen med Robber (?) deltog i en konkurrence om at lave en video . De twistede temaet i sangen , og gjorde den til noget andet (som jeg ikke kan afsløre da der ellers er dømt Spoiler), på en suveræn baggrund af veludført animeret håndværk .
Saybia fravalgte tilsyneladende videoen til fordel for den officielle udgave.
Animationen er et stort hit blandt en gruppe børn fra O. klasse , som jeg kom til at vise den til i sommerferien. Jeg bliver nu mindst fem gange om ugen spurgt om vi ikke godt kan se "den med fisken" . Vi talte ved første visning om tematikken, med vægt på det bristede venskab, og de følelser , der kan knytte sig dertil.
Det andet ben i tematikken, skal de nok selv få forståelse for når tid er!
Jeg er stor fan af den her video og glad over at poste den her på bloggen.
Fuck, hvor kan nogle kunstnere synke lavere end lavt. Om dette skal denne tråd handle.
Her sigter jeg ikke på kunstnere, der møder verden med deres originalmateriale i troen på at de gør en forskel med deres højskoleskitser, men deres talentløse professionelle kolleger, der planker andres materiale uden at tilføre det ét gran originalitet.
Uh .. så kom posten i dag med et signeret eksemplar af cden fra drengene ; The most incredible thing.
Det er fantastisk godt timet på selve udgivelsesdagen i Europa og otte dage før den tilsvarende amerikanske.
Jeg har været fan siden jeg i 87 fik kassettebåndet med "Actually" til at fordrive tiden med under en stuearrest på kostskolen og har siden opbygget en lille samling. Som en af 500 heldige lykkedes det mig at lægge bestilling ind i tide og nu lytter jeg så på min første balletcd, nogensinde.
Det, at der nu lyder balletmusik fra højtalerne i privaten, er i sig selv ret ufatteligt, men heldigvis er det ikke balletmusik i klassisk forstand. Faktisk er det heller ikke rigtigt en Pet Shop Boys plade i klassisk forstand.
Der er ét nummer hvor Chris synger, og så er det iøvrigt kompositioner med synth og orkestrerede strygere.
Nørdefans vil da heller ikke kategorisere udgivelsen som en Pet Shop Boys plade, men en Tennant/Lowe, der er det kunstnernavn de bruger til deres konceptuelle udskejelser.
Drengene har da også tidligere bevæget sig ind i det konceptuelle overdrev med musik til Eisensteins stumfilm ; Panserkrydseren Potëmkin , der blev uropført på Trafalgar square .
Det virker mere helstøbt med denne udgivelse, måske som et resultat af samarbejdet med arrangøren Sven Helbig og Wroclac symfoni orkester.
Samarbejdet kom op at stå på foranledning af en henvendelse fra Sadlers Wells om af lave balletmusik, og da Neil Tennant lige havde læst H C Andersens ; Det utroligste i engelsk nyoversættelse ; The most incredible thing, så drengene muligheder i historien. På den vis kan man som dansk fan med ranke ryggen og glæde sig over den gamle forfatters stadige betydning i moderne tid.
Som Politiken så fint skriver:
"Eventyret er en fortællingen om en konge, der udlover sin datter og det halve kongerige til den, som kan gøre »det utroligste«.
En ung mand bygger et ur, der kan indeholde hele verden. Inden han kan modtage sin pris, bliver uret dog smadret, fordi en smed hævder, at »det utroligste« er at ødelægge et sådan vidunder.
Uret vækkes dog til live igen og vender tilbage for at tage sin hævn" ( læs hele artikelen )
Under ledelse af koreografen Javier de Frutos er der kommet en ballet ud af det, der med koreografens ord, kommer til at appellere til såvel det skolede publikum som førstegangsgængeren og Pet Shop Boys fans.
Den spilles i London på Sadlers Wells i perioden 17 - 26 marts
I klippet herunder fortæller Chris og Neil, samt instruktøren lidt om The most incredible thing.
Udgivelsen.
Selve cdudgivelsen er en lækker lille kvalitetsorienteret sag i tykt pap udgivet på Parlophone .
Det er en 12 siders boglignende udgivelse, trykt på lækkert tykt papir falset med stiv ryg og bagest finder man de to cdere i selvstændige rum. Æstetikken er sort og hvid.
Forsiden er et papirklip af HC Andersen, og det afbillede klistermærke er nemt at tage af.
På opslagene finder man en oversigt over de tre akter med beskrivelser af de forskellige stykker.
For fuld oversigt, minus beskrivelse, er Discogs din ven.
For hurtig oversigt til sammenfattende anmeldelser, scorer udgivelsen 6.2 ud af 10 på Anydecentmusic.com .
Personligt vil jeg rate den 8.5 for dens konceptuelle sammenhængskraft.
Jeg har ikke på noget tidspunkt haft lyst til at skippe, skrue ned eller kviet mig over at det ikke mindede om klassisk Pet Shop Boys som jeg kender fra deres 25+ år i Popland. Det er tværtimod udfordrende og givende at høre en udgivelse fra start til ende, der er så anderledes fra deres normale lyd, og i øvrigt ligger fjernt fra hvad jeg ellers ville hygge mig med på anlægget.
Nedenstënede video er et timinutters sammendrag af cderne.
Kan give en fornemmelse af enkelthederne, men naturligvis totalt nytteløst i forhold til sammenhængen.
Jeg var heldig at få fingre i deres democd i tidernes morgen, og selv om det var udenfor min musikalske horisont, slog den benene væk under mig .
-------------------------- Fra Saxogadefesten 2009 ----------------
En koncert til gadefesten i Saxogade satte trumf på, med en totalt fanden i voldsk og kraftfyldt udstråling godt bakket op af Gyldne damer, og selvrefleksion i præsentationerne ala ;
" Som alt andet lort vi har lavet, er det her også skrevet i en brandert" .
Det er totalt charmerende stodderrock og Philles stemme brager derudaf som en ung Kim Larsen.
Senere så jeg dem på Nemoland hvor de holdt hof i de indendørs gemakker. Der var kontant afregning fra scenen og selvsikre attituder, der ikke efterlod mig i tvivl om at det her var hjemmebane.
Kronen på værket var at finde ; De grønne bænke på vinyl . Jeg savner dog et nummer ; "Lange tynde løg".
Jeg tror det er noget med en ven, der synes det har været lige tæt nok på en virkelighed han ikke gad dele med hele verdenen.
Musikpressen i øvrigt løftede ikke et øjebryn over udgivelsen. Den blev lunkent anmeldt af Soundvenue med to ud af seks stjerner. Anmelderen fanger fint referencerne til nogle af de danske rockkoryfærer, men antager at pladen er ironisk, og blandt andet derfor også er at betragte som det argerste lort. Gaffa kaster fire ud af seks efter De grønne bænke .
Personligt synes jeg det er et fængende projekt, drevet af kærlighed til København på kanten af Normaldanmark. Det kan af samme grund ikke være ophøjet eksistentialisme men fladrøvet poesi i gadeplan.
Da jeg synes Brænd det hele af er et fedt, fedt nummer med et fint vers fra Jokeren har jeg planket drengenes player og transkriberet efter bedste evne.
De gør ikke en skid ved det
De kender slet ikke noget til det
Du må gøre det hele selv
Og det skal nok gå med lidt klatgæld
Dine dage de er talte.
Det var med dig selv at du betalte
Du tændte op for begge ender
du havde dæmoner og ingen venner
Brænd det hele af
Fra gadeplan til tag
Smid tiden ud
lad livet være dit stjerneskud.
De gør ikke en skid ved det
De kender slet ikke noget til det
Du må gøre det hele selv
Og det skal nok gå med lidt klatgæld
Brænd det hele af
Fra gadeplan til tag
Smid tiden ud
lad livet være dit stjerneskud.
(Jokerens vers)
Yeah giv mig lige en kold fra kassen homie, så gir jeg en sidevogn.
Homeboy har du ild til min molotov vi brænder lortet ned til grunden slår bunden ud af systemet som Modrov
Jeg er godt tørstig men bare rolig jeg har regning
To kolde alting tager en drejning.
Du er skvat selv
så lad være med at pege fingre af mig bare fordi jeg har lidt klatgæld
Fordi jeg tænder mit lys i begge ender
Bolværket bliver forstærket mens gaden brænder
Brænd det hele af
Fra gadeplan til tag
Smid tiden ud
lad livet være dit stjerneskud.
Fyr op for helvede
Og så snupper vi sq lige Kneppelsbro. Det er fed stemning.
J.Tex & The volunteers var iøvrigt rigtigt fede på Bartof 29 september 2010 .
Jeg må lige grave lidt i harddisken og finde noget mere video frem fra den aften.
Her til aften viste Sverige 2 dokumentaren ; The Devilles fra 2009.
Som Filmstriben skriver ;
»The DeVilles« handler om den stærke og ikke helt ukomplicerede kærlighed mellem den amerikanske burlesque stripper Teri Geary (aka Kitten DeVille) og hendes mand, punkrocksangeren Shawn Geary. De lever i en selvskabt tidsboble af 50'er- og 80'er-romantik. Det gælder deres udseende, hjem og livsstil. Teri ligner Marilyn Monroe, og Shawn ligner Joe Strummer fra The Clash. Æstetik er en kæmpe del af deres identitet.
Filmen møder dem på et tidspunkt i deres 25 år lange forhold, hvor deres selviscenesatte liv og symbiotiske kærlighed pludselig har fået en bagkant. Filmen forsøger at vise de forskellige nuancer i deres kærlighed. Instruktør Nicole N. Horanyi har fundet inspiration i reality-tv og hos den britiske dokumentarist Nick Broomfield til sit portræt af den amerikanske familie. "
Det var et fint indblik i et stykke americana kulturclash, og anbefalelsesværdigt.
Afslutningen var det her sprøde, sprøde nummer med Jesus and Mary Chain ; Just like honey fra 1985s plade Psychocandy.
Jeg tjekkede lige ind på min MySpacekonto, hvilket ellers sker sjældent.
To ting gjorde mig dog rigtig glad denne gang. Først og fremmest det nye beta-design. Det klæder den gøglerside rigtigt godt at få styr på sin web 1.0 udstråling. Af samme grund har jeg kun krattet overfladen af MySpaces muligheder for socialiseren og lige nøjagtigt sneget mig op på fem venner.
Den anden fantastiske ting, var at finde et spritnyt nummer (afspillet to gange) fra den danske sangerinde Joy Morgan.
I playeren på hendes profil har der et stykke tid ligget nummeret ; Same old song , en knitret , triphoppet sang med fine referencer til Massive attack og Portishead.
En lyd, jeg i en moden alder, stadig kan sætte pris på når det sniger sig forbi mine diverse digitale og analoge afspillere.
Men nu lå Time is strange der pludselig, og blev på en fin måde min aftens overskrift på mit MySpace tjek-in. Jeg startede nemlig med i min inbox at finde en kladde, der var et halvt års tid gammel. Hvorfor den lå der, erindrer jeg ikke, men det var en lille mail til Joy Morgan om hvad den kryptiske besked ; 2011 tba på hendes MySpace, mon egentlig betød. Jeg sendte mailen afsted, og da jeg efterfølgende tjekkede min håndfuld venners musikalske bedrifter, fik jeg straks svar på førnævnte spørgsmål.
Time is strange er et skønt nummer, hvor produktionen måske nok er lidt kedelig, men vokalen med snærten af bittersødme , får det til at fungerer rigtigt godt .
Til plademesse i Nørrebrohallen, spurgte jeg Sonny B aka Dj Typhoon om hvad der mon var i støbeskeen for Joy Morgan. Tilsyneladende er der noget på vej med den næste NBTBs udgivelse, der rammer gaden i indeværende år.
Derudover;
Jeg har altid været vild med nummeret Cant I be loved fra Nobody beats the beats anden cd (2002) og første dobbeltlp (2004) - The second coming.
Cant I be loved er altid et godt spillenummer ude i byen, og særligt hvis feelingen er på svensk nysoul som den labelet Swedish brandy repræsenterede med hhv Linn & Freddie .
Produktionen omkring Joys stemme i Cant I be loved er perfekt. Den bittersødme, der så smukt fremføres, komplimenteres af fine detaljer med brasilianske aner, lange klangflader under beatsene og Rhodes, og glad-i-låget fuglekvidder. At der så også var penge til at lave en hæderlig og dejlig video fra en sommerdag i Kbh, hvor Joy Morgan distanceret er iscenesat i en fin gammel Mercedes, er også med til at løfte sangen .
Kendere af dansk hip hop, fra den abstrakte ende af skalaen, vil givetvis kende hendes samarbejde med Pelding på cden Pelding & Joy Morgan ; Spine(2005) , og senere med vokal på nummeret Nothing fra Peder´s fine plade ; And he just pointed to the sky (2007).
Medtages her skal i særdeleshed også pladen fra Holbek : Frit løb.
Den er udgivet i 2009 på Sonny B recordings og det var labelbossen selv, der pushede den på mig. Det har jeg ikke fortrudt et sekund. Jeg nævner den her, idet Joy Morgan synger på nummeret : Mættede dage, der som titlen antyder er med dansk tekst. Nummeret kredser om stedet man kan tage hen når drømmene er forbi.
Af covernoterne fremgår det, at vokalen er indspillet derhjemme.
Yderligere info, der kan bidrage til skriveriet her, modtages med glæde.
EDIT ;
Det er åbenbart et organisk stykke skriv det her .
Jeg faldt først nu over gruppen "Dynamoe", der i 2004 udgav albummet "Coming home".
Der er Myspace og Facebooksider for bandet . Det lyder i nedenstående optagelse rigtigt skønt, på en stille og blåtonet måde .
Her er der en live version af nummeret "Said and undone" fra albummet "Coming Home". Det er iøvrigt fra Rust, den 14 maj 2004.
Dynamoe har givet deres musik fri på hjemmesiden, og ladet det være op til brugeren at donere via Paypal for downloads.
PS;
Jeg var fornylig så uheldig at finde en cd med en rædderlig udgave af Terence Trent Darby´s ; Sign your name across my heart. Det er danseproduktioner, fjernt fra det knitrede og triphoppede univers som Joy Morgan hidtil har vist at befinde sig godt i. Den skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld. Puha en stinker.
Her er der en 40 minutters J Dilla memorial med "whos who" fra det bedste af 90ernes sorte musik (må man skrive det?) , well ; Eryka Badu, Common, Dwele , Bilal, ?uestlove , The Roots , samt Dillas eget store forbillede ; Pete Rock, der bøjer sig i støvet for den nye konge af beats .
Fra midt 90erne voksede han stille og roligt ud af Detroit´s hip hop miljø og kom til at samarbejde med toneangivende kunstnere som : A Tribe Called Quest, De La Soul, Busta Rhymes og Common. Det cementerede hans position som en af mest indflydelsesrige producere i miljøet.
Dokumentaren er interessant til et punkt hvor man ihvertfald overhovedet ikke er i tvivl om hvem kongen er.
Jeg savnede lidt mere personlig info fra J Dilla selv. Man får dog indtrykket af en tavs og seriøst hårdtarbejdende og dedikeret mester, der tapper beats på sin sampler fra morgen til sen nat uden afbrydelser med i al fald et forlist familieforhold bag sig.
Jeg havde den her cd med Williams Fairey Brass Band i slut 90erne, og lånte den så ud til en musiker, der spillede New Orleans mardi grass musik. Det var med henblik på at give ham inspiration og indspark. Desværre fik jeg den aldrig igen. Idag kom jeg så til at tænke på den da en søgeagent fortalte om en 12" , der var til salg.
Tolvtommeren har blandt andet et skævt og fængende cover af KLF´s - What time is love fra pladen White room. Pladen blev udgivet i 1991, og må næsten være den plade, der har kastet flest 12" versioner af sig overhovedet. Der har helt sikkert været en tanke bag det fra Bill Drummond og Jimi Cauty.
Nå, men White room ramte mine venner og jeg hårdt i mellemgulvet og hang fast som en del af lydtæppet til fest i nogle år derefter.
Det var af samme grund at jeg i slut 90erne faldt for Williams Fairey brass band. Det lignede overhovedet ikke noget andet musik som jeg hørte på det tidspunkt. I mine ører var det simpelthen bare for vildt at høre den storladne og brusende energi , der boblede rundt i messingsuppen, når 30+ blæsere gav den maksimal gas.
Derudover var der andre skæve covers af nogle af techoscenens klassikere som Strings of life og Voodoo ray .
Den her version af What time is love , er imidlertid den, der står distancen for mig.
Det er stadig rimeligt koldt her i København. Sneen er dog væk og gearene på cyklen fryser kun momentvist fast . Kom til at tænke på den her fine sang med tilhørende video. Kunne være sjovt hvis AiW og Agnes Obel krydsede veje.
Husker fra min barndom det lille Casio Vtone keyboard som han spiller på i nederste højre hjørne af videoen . Skægt gensyn.
Planket info:
Alaska in Winter - Balkan Lowrider Anthem
Interesting story on the origins of the band. From Wiki:
Alaska in Winter is an American electronic band consisting of front man Brandon Bethancourt, who dropped out of art school in Albuquerque, New Mexico and reportedly, "spent a semester in a tiny cabin out in the middle of nowhere Alaska recording music on a laptop during the winter" and which later came to be known as the project, "Alaska in Winter".
Inspirationsmæssigt minder Brandon Bethancourts kreative historie om Tranquility bass og pladen "Let the freak flag fly".
